10/09/2024 0 Kommentarer
Vi vælger Sankt Nikolai
Vi vælger Sankt Nikolai
# Nyheder

Vi vælger Sankt Nikolai
Tirsdag 17. september skal der vælges et nyt menighedsråd i Sankt Nikolai Sogn i Nakskov ligesom i alle landets sogne. Rådet skal de næste fire år skabe rammerne om kirkens liv og virke. Der skal vælges 11, og desuden er vores fire præster fødte medlemmer af rådet. Valget foregår i selve kirken kl. 19. Dørene åbnes kl. 18.30. Kom i god tid, alle skal registreres som stemme- og valgberettigede. Kun medlemmer af Folkekirken samt folk, som har løst sognebånd til en af vores præster, kan deltage. Er man først flyttet til eller har løst sognebånd efter 2. september, er det for sent. Mød op – og tag del i at skabe gode rammer for kirkelivet i sognet. Det er et stort ansvar, men også et givende job. Ikke alle genopstiller, så vi skal bruge nye medlemmer, og desuden stedfortrædere. Der er ikke særlige kvalifikationskrav – der er opgaver til alle. Afstemningen er skriftlig, og hver vælger må stemme på seks navne. Kan man ikke deltage 17. september, er det muligt at stemme pr. fuldmagt. Det skal ske på en godkendt blanket. Kontakt kirkekontoret herom. Resultatet af valget bliver offentliggjort umiddelbart efter afstemningen. Der serveres kaffe og kage, vand og vin i pauserne. På mødet redegøres der for mulighederne for, efter 17. september, at indgive en eller flere andre lister, og dermed udløse afstemningsvalg. Så kom – hør hvad det drejer sig om, og stil op hvis du får lyst …
På hjemmesiden under ”Menighedsrådet arbejder” kan man under ”Kirkekalenderen” læse kirkens annonce i Ugeavisen Lolland. I denne uge er annoncen udvidet til en hel side, og fem af menighedsrådets nuværende, valgte medlemmer fortæller hvad de har fået ud af at sige ja til at stille op og arbejde. Måske kan det inspirere de, der egentlig har lyst, men er usikre på hvad det egentlig indebærer at sidde i menighedsråd.
Vi holder møde syv-otte gange årligt, og derimellem arbejdes i udvalg med omsorg, aktiviteter, gudstjeneste, børn og unge, bygninger og kommunikation. Så man kan nok finde den hylde, hvor man mener at passe bedst.
Billedet: Palle Christensen (i orange trøje) er et godt eksempel på menighedsrådsarbejdets alsidighed. Han blev valgt som stedfortræder i 2020, kom i menighedsrådet inde i perioden, blev kontaktperson, hvilket vil sige ansvarlig for kirkens personale – og deltager samtidig frivilligt i bl.a. arbejdet med børn og unge. Her ved dåbsjubilæet sidste år. Et menighedsrådsmedlem skal kunne mere end at sige ja og amen …
Kommentarer