07/07/2026 0 Kommentarer
Natkirken fylder 2 år
Natkirken fylder 2 år
# Nyheder

Natkirken fylder 2 år
Den første fredag i august, 7. august - kan natkirken i Sankt Nikolai fejre to års fødselsdag! Gennem de to år har vi den første fredag i måneden haft åbent i kirken fra kl. 18.30 til 23.30, og mange mennesker har fundet vej til aftenhygge og ro i kirkerummet.
Nogle sidder ved kaffebordet i sideskibet og får en hyggelig sludder over kaffen og kagen, andre går rundt i rummet og kigger, mens kirketjeneren fortæller om kirkens historie. Nogle har brug for at bruge kirkerummet til at sidde alene i stilhed på en bænk og meditere eller bede, andre kommer for at deltage i timeandagten, hvor præsten læser bibeltekst og beder bøn.
Det er sognepræst Carina Juhl Jakobsen der står for natkirken, og en del mennesker har gennem de to år bedt om en lille privat snak med præsten, for når tilværelsen er hård på grund af sygdom eller andre udfordringer, kan det være en stor trøst, at der er en præst, som kan hjælpe med håb, trøst og den meningsfyldthed, som den kristne tro rummer.
I bønnekrukken, som står på et lille bord, så både børn og voksne kan være med, kan man lægge en seddel med en bøn til Gud. Disse bønner bliver læst højt og indgår således i den sidste andagts fællesbøn kl. 23. Man kan bede Gud om alt, - nogle beder om fred i verden, andre om hjælp og styrke til sygdom i familien, og atter andre skriver takkebønner.
- Alle de natkirkeaftener, der har været, har været forskellige; det er i høj grad de mennesker, der kommer, som med deres ønsker og behov præger aftenens samtaler. Nogle aftener er der besøgende, som interesserer sig for at tale om tros-spørgsmål, fx hvad vil det sige at vi tror på en treenig Gud? Eller hvorfor er der flere forskellige tekster i bibelen om Jesus? I natkirken kan man være nysgerrig på den kristne tro og dele sin tro og tvivl med andre. Mange spændende samtaler har fundet sted omkring kaffebordet. Nogle natkirkeaftener kommer der børnefamilier, som sætter sig ved bordet med puslespil og tegne-grej – der er mange måder at være i natkirke på – og vi i kirken glæder os både over de to år, som er gået med mange dejlige aftener, og også til fremover at lave natkirke med jer, siger Carina Juhl Jakobsen.
Den yngste gæst var fem år og den ældste næsten 90: Alle er velkomne!
Og som nævnt: Der er natkirke i Sankt Nikolai den første fredag i måneden fra kl. 18.30.
Kommentarer