Månedens sang, marts: Den blå anemone - Kaj Munk 1943.

Kommenteret af sognepræst Carina Juhl Jakobsen.

Den blå anemone er en sang, som for mange mennesker her på Lolland har en særlig plads i hjertet.

Den er skrevet af digterpræsten og martyren Kaj Munk (1898-1944), som efter sin teologiske uddannelse i København blev præst i Vedersø i Jylland. Munk, som blev likvideret af tyskerne under 2. verdenskrig og gik bort i en alt for tidlig alder, blev født i Maribo.

Både i sin erindringsbog ’Foråret så sagte kommer’ og i sine digte mindes han sin barndom og ungdom på Lolland med stor kærlighed. I sangen hører vi, hvordan den lille anemone, som han har taget med fra Lolland, gennembryder vinterens barske kulde og står med sin blå blomst og spejler himlen i den jyske jord som et symbol på forår, ny skabelse, håb og glæde.

Der er i tekstens lyrik et nærvær og et fokus på denne ene lille blå blomst, som pludselig viser sig d. 1. marts, og da digtet er skrevet i 1943, under krigen, er en mulig tolkning, at vi skal blive ved med at kæmpe og tro på, at det gode og det sande altid vil sejre i sidste ende, også i tider hvor ondskab, hårdhed og falskhed har overtaget.

Krigen nævnes ikke direkte i digtet, og tekstens universalitet giver derfor også åbning for andre tolkninger: anemonen kan, for os som hører eller synger sangen i dag, være symbol på forårets komme, på en ny begyndelse i ens eget liv, på overvindelse af døden – ja nogle tolker så vidt, at anemonen er Kristus selv, som jo overvinder døden og giver os ’en evighed af håb’ og ’en flig af nådens trone’ – derfor vælger mange på Lolland også sangen til bisættelsesceremonier.

For mange er det blevet en tradition, at man synger den blå anemone den første marts, og dermed både hylder det kommende forår, men også mindes en sand helt, frihedskæmperen kaj, som ikke skjulte sig, da det virkelig gjaldt og fjenden bankede på, men gik i Kristi fodspor, fulgte med som martyr, og gik i døden for at livet i sidste ende skulle sejre.