Månedens salme, Maj: DDS 750: Nu titte til hinanden de favre blomster små. 1837. Skrevet af B.S Ingemann, og med melodi af C.E.F Weyse 1837. 

Kommenteret af sognepræst Carina Juhl Jakobsen

Når vi som børn og unge skulle synge i præstegården eller i kirken med min præstefar, og vi skulle synge ’Nu titte til hinanden de favre blomster små’, så vidste jeg på forhånd, at det godt kunne komme til at knibe med at gøre stemmen høj og klar igennem hele salmen. Jeg viste nemlig, at jeg ville blive rørt, når vi kom til sidste linje i andet vers:

Gud ånder på øjet, når det græder.

Som barn og ung var denne sætning fantastisk for mig: tænk hvilket løfte! At Gud selv kommer og trøster én, når man er ked af det! Han er ikke kun Gud for de stærke og sejrende – nej for den svageste og fattigste, er han der også – ja selv den mindste orm (vers 2, linje 2) er han nær. Fantastisk!

Og det er netop dét, som salmedigteren Bernhard Severin Ingemann, som skrev denne salme i 1837, var en mester i: at lære os gennem sine smukke og opbyggeligt trøstende ord, at Gud er alles Gud – han er der for hele sin skabning – såvel planter, dyr og mennesker, og han går med os på tilværelsens vej.

Ingemann fortæller, så enhver kan forstå det: Guds søn var selv et barn (vers 3, linje 1) – altså han var menneske af kød og blod, og han forstod derfor, hvordan det er at være et menneske med glæder og sorger, og netop derfor er han den bedste trøster, hjælper og ven i verden.

Ingemann er blevet beskyldt for at være ’ufarlig’ ja næsten sukkersød i sine salmer. Lysets engel går med glans og I østen stiger solen op er velkendte eksempler på andre af hans dejlige morgensalmer. Og det er rigtigt, at der næsten aldrig tales korsteologisk, altså om synd og fejl i hans salmer: det er, som om Ingemann nærmest forudsætter, at synd og fattigdom og ulykke er en del af den jordiske eksistens – men netop derfor vil han med sine kønne og livsbekræftende salmer sige: husk nu, at lige meget hvor galt det hele er, så er der en kærlig Gud, som tager imod os allesammen – ormen, sneglen, liljen, mennesket – alle bæres vi op til Gud, for hvem vi alle har lige stor værdi, og vi møder aldrig en lukket dør eller et nej. Tilgivelsen, nåden og kærligheden rækker uendeligt i evigheden – for såvel orm, som lilje som menneske.

Ingemanns salmer rummer en almengyldig og tidløs skabelsesglæde og glæde ved livet, og de er derfor lige så populære i dag som tidligere – vi synger Nu titte til hinanden de favre blomster små, som har nr. 750 i den Danske Salmebog, til højmessen om søndagen, og særligt nu her om foråret og om sommeren på grund af det malende billede i første vers med favre blomster og muntre fugle. Og vi synger den til barnedåb, og ind imellem også til bryllupper, og den bliver ofte også ønsket til bisættelser, da den jo i sidste vers slutter med opstandelseshåbet: en morgen se vi dig i paradiset (vers 5 linje 2) Og ja – som voksen kan jeg stadig blive rørt, når vi synger: Gud ånder på øjet, når det græder 

Den sætning taler lige ind i min tro som præst: jeg er aldrig alene, der er én, der går med mig i glæde og sorg alle dage indtil verdens ende. Ingemann var glædens og trøsterens mester – vi skylder ham stor tak herfor.