DDS 723, ”Naturen holder pinsefest”, skrevet af C. J. Boye (1834) med melodi af A. P. Berggreen. Udvalgte vers indspillet af Anne Lillegaard Thomsen og Erik Lauge Mikkelsen.

Sognepræst Lizet Jane Wendt skriver om salmen som helhed:

Det er en smuk pinse- og forårs- og opstandelses salme der forbinder naturens forår og grønne liv med pinsens budskab om Guds Ånd, liv, håb og genfødelse. Hele skaberværket bliver et billede på det åndelige liv.

Den fortæller, at Guds Ånd virker i hele skaberværket og i menneskets hjerte. Naturen beskrives som den der holder pinse, og dens fornyelse bliver et spejl på troens fornyelse: Ligesom træerne springer ud efter vinteren, kan mennesket genfødes til håb, tro og liv gennem Guds Ånd. Hele skaber værket synger og lovsynger Gud, skoven, vinden, fuglene - ja selv markerne. Så det ikke kun er mennesker, der priser Gud — nej hele skabningen deltager. 

I første vers mærker man denne stærke forbindelse mellem natur og tro. Når “vårens vind har ringet ind dens fest i skovens kroner”, bliver vinden et billede på Helligånden, som Guds åndedrag og livskraft.

Og I andet vers flyttes fokus fra naturen til menneskets hjerte. Hjertet “holder pinsefest” sammen med mark og skov. Her bliver pinsen personlig: Helligånden er noget der stadig kommer til mennesker og vækker tro og glæde. Vi husker indtoget i Jerusalem palmesøndag som her genkaldes og minder os om fest, hyldest og forventning.

I tredje vers får fuglene en særlig rolle: Deres sang bliver et forbillede for mennesket. Når nu naturen kan synge Gud pris, så kan mennesket ikke tie stille, vi må synge med. Sådan understreger salmen, hvordan troen giver ord og stemme til lovsang. Når Ånden er nær, vækkes mennesket til at tale om Kristus som livets vår. 

I fjerde og femte vers bliver dåben og opstandelsen centrale temaer. Bladet, som lå “til døden overgivet”, springer ud til nyt liv efter regnen. Det bliver et billede på menneskets dåb og det nye liv i Kristus i Gud. Dåben med Helligånden til stede beskrives som en kraft og et håb. Samtidig beskrives menneskelivet med opstandelse og forvandling ved at fortælle om sædekornet, der må dø for at give grøde — ligesom Kristus der opstod for os i påsken og blev til et håb om evigt liv. Og det samler salmens sidste vers så fint op på. Og igen bliver naturen et billede på dette når skovens due synger om kærligheden bag gravens bred.

Foråret bliver billede på det fællesskab, den glæde og det håb der er i den kristne tro og naturen viser os vejen til dette hvis blot vi forstår at se tegnene.