Månedens salme juli 2026

DDS 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe, skrevet af Thomas Kingo 1681 med visemelodi fra ca. 1600. Sunget af Anne Lillegaard Thomsen, akkompagneret af Erik Lauge Mikkelsen.

Sognepræst Carina Juhl Jakobsen skriver om salmen:

Når orgelet sætter i gang med forspillet til salmen Sorrig og glæde de vandre til hobe, får man straks en fornemmelse både af storhed og noget fortidigt. Thomas Laub har også lavet melodi til denne salme af Kingo – men det er som oftest den gamle visemelodi, som vi bruger til salmen.

Thomas Kingo blev født 1634 i Slangerup i Nordsjælland, og her fik han også embede som præst. I 1677 blev han udnævnt til biskop over Fyns Stift. Kingo, som skrev digte allerede i sin ungdom, var med til at forny den tids salmebog, som blev kaldt: ”Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog”. Den indeholdt 297 salmer, hvoraf 86 var Kingos egne.

Denne Salmebog blev i 1699 foreskrevet af kongen til brug i alle kirker i riget Danmark-Norge, hvilket betød, at den ikke bare kunne men skulle bruges! Der florerede på den tid en del forskellige salmebøger – men kongen bestemte sig altså for denne, som i folkemunde blev kendt som Kingos salmebog. Kingo er således en af vores store salmedigtere, og vores nuværende salmebog, Den Danske Salmebog, indeholder over 80 af hans salmer.

Det, der karakteriserer Kingos salmeunivers, er de træk, som vi finder i stilarten barokken. Barokken er kendetegnet ved stærke kontraster og voldsomme følelser - hvis man kender maleren Caravaggios billeder, har man et godt eksempel på, hvordan barokken fremhæver sine motiver gennem modsætninger, fx lys og mørke.

Et hovedtema i salmedigtningen er, ved hjælp af barokkens kontraster, at fremhæve det evige liv og den himmelske frelse. Således også i denne måneds salme, Sorrig og glæde de vandre til hobe, hvor vi allerede i første linje bliver præsenteret for en følelsesmæssig dualisme: sorg og glæde, som vandre til hobe hvilket betyder, at de følges ad i livet.

Alle mennesker oplever i det jordiske liv både sorg og glæde, og Kingo fortsætter med at præsentere tilværelsens modsætninger: Lykke-ulykke, medgang – modgang, solskin og skyer. Kingos pointe er nu, at der findes et sted, hvor grundvilkåret ikke er denne foranderlighed og disse modsætninger, men hvor der findes en uforanderlig evig lykke. Dette sted er i det evige liv, i livet i himlen efter dette liv: Himlen er ene af salighed fuld (vers 1).

Salmens dualisme leder tankerne hen på Platons idélære – filosoffen Platon skrev ca. 370 før vor tidsregning bogen ’Staten’. hvori han med sin berømte hulelignelse viser, at denne verden kun er en skygge – et skin – af den evige uforanderlige idéverden-altings ophav, og da det er kendt at mange kristne er inspireret af Platons idélære i forhold til at forstå forholdet mellem det jordiske og himlen, så er det oplagt, at Kingo er inspireret af denne tankegang. Idelæren fremhæver ideverdenen, altså det, som vi i kristendommen betegner som himlen, som det

optimale og det sande – egentlig skal vi bare igennem dette jordiske liv, for at komme frem til den sande verden og det sande liv – og det jordiske liv har derfor ikke nogen høj status i denne filosofi (svarende til den kristne retning Pietisme), men Kingos salme tager en anden drejning: I sidste vers er det, som om Kingo siger: Ok – hvis det er vilkårene, at dette liv er fyldt med både sorg og glæde, godt og ondt, så accepterer jeg dette – bring it on – jeg overlader min lykke i dette liv til Gud, og så lever jeg her på jorden i accept og glæde, og tilmed i glad forventning om, at det himmelske liv bliver endnu bedre!

  Kingos salme sorrig og glæde er evigt aktuel trods den er skrevet for over 300 år siden – den beskriver livet sådan som vi alle erfarer det – og der er noget forløsende ved at synge ordene, fordi vi sammen kan synge om de følelser og oplevelser, som vi i dette liv er fælles om. Det er næsten kækt af Kingo at lade salmen slutte i lystighed: Sorrig skal dø, lystigheds frø blomstre på Himle-lyksaligheds ø!