Månedens salme januar 2026

Månedens salme januar 2026

Månedens salme januar 2026

# Månedens salme

Månedens salme januar 2026



DDS 826 Guds nåde er en vintergæk Af Simon Grotrian.

Kommenteret af sognepræst Carina Juhl Jakobsen

Denne måneds salme af Simon Grotrian er skrevet for blot 20 år siden. Den er skrevet i et moderne sprog med malende ordbilleder. Både i ord og tone har salmen en finhed og en sprødhed over sig – som den tynde frostklare vinterhimmel, som vi oplever her i januar. De 4 vers er fyldt med intense ordbilleder, som formidler et håb i vintermørket – julen med alle dens lys og fester og glæde er overstået, og vi kan her i starten af året opleve en form for tomhed og forladthed efter den intense december. Men vintergækken, der som en af de første blomster titter frem af jorden og standhaftigt tåler blæst, kulde, sne og mørke, minder os om, at vi stadig har Guds nåde – jorden bliver grøn igen og håbet og kærligheden lever trods mørke og kulde. Grotrian er ikke bange for at italesætte smerten i menneskelivet: salmen rummer vendinger som ’er du ved at dø af skræk’, ’flere end du selv har grædt’, ’sluk din nattesorg’. Når vi synger dette sammen, så oplever vi en vis lettelse over, at nogen tør sige det: Nogle gange er livet ikke til at holde ud! Det gør ondt – man føler sig ensom med sorgen og problemerne – men her minder Grotrian os om, at vi ikke er alene, det er netop i fællesskabet at glæden og kærligheden vokser – vi skal lade os ’massere af håbet’, og vi skal turde at række ud til hinanden: som Jesus viste os, så er fremmede også venner. Og det er aldrig for sent at få nye venner og dele glæden, håbet og kærligheden. Tænd dit morgensmil – gå ud i verden og tag del i fællesskabet – den lille vintergæk minder os om den nådige Guds store skaberværk og den evige kærlighed, som overlever selv den strengeste vinter.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed