DDS 557 "Her vil ties, her vil bies" af H.A. Brorson (1765)

Kommenteret af sognepræst Lizet Jane Wendt

Salmen stammer oprindeligt fra samlingen "Svane-Sang", som blev fundet efter Brorsons død. Salmen opfordrer til tålmodig venten på Guds rige og forår, midt i vinterens kulde og livets mørke. Den benytter stærke naturbilleder, en cirkulær opbygning og et "svagt sind" som tematisk modstykke til Guds omsorg. 

Salmen er desuden en "vinterhymne" - mest sunget omkring kyndelmisse, hvor vinteren slår en knude og lyset er på vej. 

Salmen handler om at have tålmodighed, venten og håb. At tie er at være stille og at bie er at vente. Man venter på forår og sommer og på at Gud lader sin frelse og lyset komme, selv når alt ser sort ud. Det er en opfordring til at finde trøst i troen midt i trange tider.

Salmen beskrives nogle steder som en samtale mellem brudgommen: Jesus (vers1) og bruden: Kirken (vers 2) og der veksles mellem de to stemmer i den. Og metaforen om duen som tiltales den elskede, kendes fra salmernes bog. Den er skrevet i pietismens tid og bærer præg deraf i det sødladne og inderlige, sukkende sprog - og melodien som gentages, understreger denne sukken. 

Sidste vers om duen der skal finde et olieblad og vende tilbage med dette, svarer til fortællingen om Noahs ark. Her er duen med bladet et tegn på at nu kan man sikkert gå ud i verden igen. 

Så hele salmens symbolik om den strenge vinter og det sorte mørke, og venten på foråret og sommer, kan sammenlignes med en meget stærk længsel og sukken efter Guds rige - om at vente på det gode evige liv engang efter dette liv på jord.