29/05/2026 0 Kommentarer
Ingen bisættelser på hverdage
Ingen bisættelser på hverdage
# Nyheder

Ingen bisættelser på hverdage
Etableringen af en byggeplads ved Sankt Nikolai Kirke går i gang 1. juni, og en bisættelse onsdag i samme uge bliver derfor den sidste hverdags-bisættelse frem til foråret 2027. I denne periode vil der kun kunne aftales bisættelser fra kirken på lørdage, mens vi de øvrige dage må henvise til kapellet på Nakskov Kirkegårde eller til andre kirker. Vi beklager, at det er nødvendigt, men vi står over for det største byggeprojekt i kirkens historie, som kræver et kæmpemæssigt stillads omkring tårnet inden spirets kobbertag skal udskiftes, spiret forstærkes, og i samme omgang repareres der udfaldne fuger og nedbrudte munkesten på tårnet. De ældste skader er fra svenskernes belejring i 1658-59. Det store byggeprojekt betyder også store begrænsninger i parkeringsmulighederne ved kirken, idet der primært skal være plads til håndværkernes biler og personalets. Der er en del uvedkommende parkering - biler, som ikke har ærinde i kirken - og vi kan kun opfordre til, at det ophører. I det kommende år vil man kunne risikere at blive lukket inde, da der jævnligt skal indsættes en stor mobilkran som skal stå i indkørslen til kirkepladsen. Vi beklager, at der også kan blive visse gener for beboerne i Nordenkirke, når der skal afleveres byggematerialer. Til gengæld regner vi først med, at der skal lægges nyt kobber igen om 100 år.
Kommentarer