Glad organist: Det spiller brillant

Glad organist: Det spiller brillant

Glad organist: Det spiller brillant

# Nyheder

Glad organist: Det spiller brillant

Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Orglet i Sankt Nikolai Kirke ser stort set ud som da det blev bygget i 1648. Men bag facaden er orglet, som hører til de fineste i landet, som nyt. Den moderne elektronik har holdt sit indtog, så når organist Erik Lauge Mikkelsen skal tilrettelægge en koncert, er der en del programmering på orglets computer. Til gengæld skal man blot trykke på en knap for at orglet skifter fra den fineste pianissimo til den kraftigste forte fortissimo.

Det har kostet omkring 1,7 million kroner at renovere orglet, der sidst fik den helt store tur i 1968. Augustinus Fonden har bidraget med en halv million. Og søndag 7. september klokken 15 er der så officiel indvielse af orglet for alle, der har lyst til at være til stede.

Erik Lauge Mikkelsen er i fuld gang med at tilrettelægge et program, der skal demonstrere spændvidden i det renoverede orgel, som også har fået et moderne setzer-anlæg indbygget. Alt sammen noget, som forfiner orglet og blandt andet har givet det to nye stemmer og endnu større dybde. Det vil Bach-elskere kunne høre ved koncerten.

Det er firmaet P. G. Andersen & Bruhn, der har stået for arbejdet, som undervejs har været op ad bakke med corona, konkurs og leverandør-problemer. Oprindelig skulle det have været indviet 1. søndag i advent 2022, men sådan gik det ikke. Erik Lauge Mikkelsen synes dog, det har været værd at vente på.

- Orglet klinger brillant nu, fastslår han.

Til indvielsen vil organisten byde på værker af både tyske, franske og engelske komponister.  Blandt andet noget af det fineste, J. S. Bach har skrevet, præludium og fuga i ES-dur, BWW 552, som blev offentliggjort i 1739. César Franck kommer heller ikke til at mangle. Noget af det sidste, han komponerede inden sin død 1890, var en samling af tre orgelkoraler, hvorfra Koral nr. 1 i E-dur er på repertoiret.

Noget helt andet er den kroningsmarch, William Wallton skrev da kong Georg V blev Englands konge i 1937. – Den lyder næsten som i Westminster Abbey, lover organisten. Han vil også spille Edvard Elgars sonate i G-dur, opus 28, som er den eneste Elgar har skrevet for orgel. Det var i 1895. Og koncerten slutter med Maurice Durufle’s præludium og fuga over navnet d’alain. Alain hed Jehan til fornavn, var komponist og døde i 1940 som kun 29-årig, men Durufle lavede et tema for orgel over hans navn. Erik Lauge Mikkelsen føler et særligt forhold til Alain, fordi han, da han som ung tilbragte et år i Paris for at studere orgel, spillede med Alains søster. Marie-Claire. Hun døde i 2013 og blev 87.

Efter indvielseskoncerten serveres et lettere traktement. På billedet Erik Lauge Mikkelsen foran orglet med den velbevarede facade fra 1648.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed